Landsulvalget for Svin logo Info Svin
» Søg på symptom » Alfabetisk indeks

Offentlig velfærdskontrol

Institution: Dansk Svineproduktion, DMA
Fagligt ansvar: Christian Koustrup  Frandsen
Sidst revideret: 07.06.2007

Om kontrollen

Fødevarestyrelsen har ansvaret for at kontrollere dyrevelfærden i de danske besætninger. Det er embedsdyrlæger fra fødevaregionerne, der udfører kontrollen.

Dyrlægerne fra Fødevarestyrelsens fødevareregioner kontrollerer årligt mindst 5 procent af alle besætninger med mindst 10 landbrugsdyr eller heste. Der kontrolleres en større andel af besætninger med slagtekyllinger og æglæggende høner.

Her kan du se det skema fødevareregionerne tager udgangspunkt i ved 5 procent kontrollen i svinebesætninger:

    » Fødevarestyrelsens 5 pct. kontrolskema

Udpegning på baggrund af registre

Fødevarestyrelsen udpeger de 5 procent dels ved tilfældige stikprøver fra Det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR), og dels ved at benytte særlige risikofaktorer som pejlemærker. Den risikobaserede udpegning kan fx ske på baggrund af oplysninger fra CHR og det veterinære medicinregister VetStat.

Besøgene foregår uanmeldt

Kontrolbesøgene foregår uanmeldt for at få det mest realistiske indtryk af forholdene i besætningerne. Som besætningsejer har man pligt til at give kontrolløren den nødvendige hjælp til at gennemføre kontrollen. Hvis besætningsejeren ikke selv kan være tilstede under kontrolbesøget, kan en ægtefælle, samlever eller en ansat i besætningen fungere som repræsentanter og bistå dyrlægen undervejs.

    » Beskrivelse af kontrolbesøget for dyrevelfærd (links til Fødevarestyrelsens hjemmeside)

Smittespredning skal undgås

Dyrlægerne følger særlige retningslinjer for at undgå smittespredning mellem de besætninger, de besøger. De skal derfor være iført rengjort, desinficeret fodtøj og rent overtrækstøj. Fodtøj og overtrækstøj kan være besætningens eget eller medbragt af kontrolløren. Udstyr, der har været i kontakt med dyr eller gødning, rengøres og desinficeres efter hvert besøg. Gælder der særlige besøgsregler i besætningen, fx på grund af sundhedsstatus, vil kontrolløren følge dem, hvis han eller hun bliver oplyst om det.

Fri adgang til bedriften

Besætningsejeren har pligt til sikre, at kontrolløren under besøget får adgang til de driftsbygninger, som han eller hun ønsker at gennemgå. Desuden gennemgår kontrolløren relevante papirer, fx om antallet af døde dyr og besætningens medicinforbrug.

Flere slags kontrol

Fødevareregionens kontrollører kan udføre flere former for kontrol, når de kommer ud i besætningerne. Det er fx ikke ualmindeligt, at der også foretages medicinkontrol og mælkekontrol, når de alligevel er på bedriften. Det kan også ske, at flere myndigheder - Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet - koordinerer kontrolbesøgene. Ved at samarbejde opnår Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet en mere effektiv kontrol, og samtidig bliver landmanden sparet for unødige besøg.

Sådan foregår kontrolbesøget

Et kontrolbesøg starter med, at kontrolløren præsenterer og legitimerer sig og fortæller, hvad der skal kontrolleres. Herefter får besætningsejeren udleveret en oversigt over de regler, besætningen skal kontrolleres efter. Dernæst gennemgår dyrlægen besætningen og udfylder undervejs ovenstående checkliste.

Kontrolrapporten skal underskrives

Efter gennemgangen af besætningen udfylder kontrolløren en kontrolrapport, som besætningsejeren bliver bedt om at skrive under. Underskriften fungerer ikke som en godkendelse af kontrolresultaterne. Den dokumenterer, at besætningsejeren - eller den, der eventuelt repræsenterer ejeren - har været til stede under kontrolbesøget, og at informationsmaterialet om reglerne, der kontrolleres efter, er udleveret. Inden besøget afsluttes, bliver kontrolrapporten udleveret, og hvis alt er i orden, vil dyrlægen oplyse, at der ikke har været noget at bemærke.

Hvis forholdene ikke er i orden

Det vil fremgå af kontrolrapporten, hvis der er forhold i besætningen, der ikke er i overensstemmelse med gældende regler på området. Hvis det er tilfældet, vil besætningsejeren  også modtage et brev fra fødevareregionen med en nærmere beskrivelse af det, der har givet anledning til at indskærpe reglerne. Fødevareregionen kan i disse tilfælde komme på et opfølgende besøg for at kontrollere, at forholdende er bragt i orden. Dette vil fremgå af kontrolrapporten eller det efterfølgende brev. Hvis der er fundet overtrædelser, som gør det nødvendigt at foretage en anmeldelse til politiet, er det politiet, der overtager sagen.

Klagemuligheder

Fødevareregionen træffer ikke afgørelser om bøder eller anden straf i forbindelse med velfærdskontrol, men har kun mulighed for at indskærpe gældende regler eller foretage anmeldelse til politiet. Derfor er det ikke muligt at klage over resultatet af kontrollen. Det gælder dog ikke besætninger med slagtekyllinger, hvor fødevareregionen træffer afgørelser i enkelte tilfælde.

Kilde: Fødevarestyrelsen
Ansvar / Copyright: Landbrug og Fødevarer, Dansk Svineproduktion - Axeltorv 3 - 1609 København V
Tlf: 3373 2700 - Fax: 3311 2545 - e-post: DSP-info@lf.dk