Landsulvalget for Svin logo Info Svin
» Søg på symptom » Alfabetisk indeks

Vitamin A

Institution: Dansk Svineproduktion, DMA
Fagligt ansvar: Hanne  Maribo
Elisabeth Okholm  Nielsen
Sidst revideret: 24.07.2006
Dyregruppe: Orner, Pattegrise, Polte, Slagtesvin, Smågrise, Søer
Symptom: Blindhed, Dødfødte, Foderoptagelse lav, Fostre misdannede, Hud læsioner, Sterilitet, Tilvækst lav
Obduktion: Organer misdannede

Funktion

A-vitamin spiller en vigtig rolle i forbindelse med celledeling og cellulær vækst. Dette vitamin har specielt indflydelse på dannelse og vedligeholdelse af:

  • Hud
  • Slimhinder
  • Ovulation
  • Implantation af fostre
  • Fosterudvikling
  • Immunitet
  • Krops- og knoglevæv.

Vitamin A er vigtigt for fosterets udvikling dag 9-10 af drægtigheden. På dette tidspunkt ændres blastocyst-stadiet til forlængelsesstadiet.

Dosering

Normen for A-vitamin i foder er vist i norm for vitaminer. A-vitamin må i henhold til foderstoflovgivningen ikke doseres med mere end 13.500 i.e. pr. kg fuldfoder.

Former

A-vitamin findes i form af retinol, retinal og retinolsyre, som alle er biologisk aktive former. Disse former kan ikke altid erstatte hinanden. A-vitamin tilsættes foderet i en stabiliseret form som retinyl-acetat eller -palmitat.

Stabilitet

Retinyl-palmitat og -acetat ødelægges og nedbrydes let, når foder udsættes for fugt, varme, lys og luft, eller har indhold af tungmetaller.

Forekomst

A-vitamin er fedtopløselig og findes kun i animalske produkter med højt fedtindhold og hovedsageligt som palmitat-estre.

Beta-caroten, som er en provitamin til A-vitamin, findes i grønne planter, gulerødder og majs. I tarmen omdanner grisen beta-caroten via en enzymatisk oxidation til retinol, der absorberes.

Absorption

Palmitat-estre hydrolyseres i tyndtarmen til retinol ved hjælp af et enzym (carboxyl ester hydrolase), som udskilles fra bugspytkirtlen.

Vitamin A absorberes i tyndtarm kun som fri alkohol (retinol). A-vitamin deponeres i leveren som retinylester. Op til 90 procent af kroppens depot findes her. Niveauet i blodet er reguleret og svinger ikke ret meget.

Mangelsymptom

Mangel på A-vitamin giver sig udtryk i:

  • Lammelse
  • Nedsat ædelyst
  • Lav tilvækst
  • Hudforandringer
  • Dødfødte
  • Misdannede fostre
  • Reduceret kuldstørrelse
  • Sterilitet
  • Blindhed
  • Degeneration af organer.

Forgiftning

Grise har stor tolerance overfor A-vitamin, og forgiftning ses sjældent som følge af overdosering. Tegn på forgiftning er [1], [8]:

  • Nedsat ædelyst
  • Nedsat tilvækst
  • Et ru hårlag
  • Nerveforstyrrelser
  • Bevægelsesforstyrrelse
  • Blod i urin og gødning
  • Dødsfald.

Diagnose og obduktion

Diagnose af mangeltilstand eller forgiftningstilstand kan ikke stilles på grundlag af en obduktion. En sandsynlighedsdiagnose kan stilles på grundlag af symptomer og ved analyse af foderet, hvor andre årsager til symptomerne kan udelukkes.

Håndtering af problem

Sørg for at overholde normen, men tilsæt ikke mere end angivet i normen. Der kan analyseres for indhold af A-vitamin i foder. Hvis der ses nogle af de ovennævnte tegn på mangel eller forgiftning hos største parten af grisene i en aldersgruppe, bør det undersøges om normen er overholdt.

Velfærdsvurdering

Både alvorlig mangel på A-vitamin og forgiftning med A-vitamin skader dyrets velfærd. I begge situationer svækkes dyret. Disse tilstande vil være ubehagelige for dyret.

Grise, der er svækkede som følge af mangel på A-vitamin eller forgiftning med A-vitamin skal opstaldes i sygesti.

Ved mangeltilstand kan dyret gives ekstra A-vitamin tilskud ved indsprøjtning. Ved forgiftningstilstand består behandlingen i at give dyret foder med lavt A-vitamin indhold. Eventuelle bakterielle følgetilstande skal behandles med antibiotika. Behandlingen skal føre til tydelig bedring i løbet af en uge, ellers bør behandling opgives og dyret skal aflives.

Vekselvirkning

Hvis der er mangel på vitamin E, betyder det nedsat absorption af vitamin A samt en mindre effektiv lagring af A-vitamin i leveren, idet E-vitamin beskytter A-vitamin mod oxidation. Vitamin C fungerer også som antioxidant og beskytter derved også A-vitamin.

Et højt indhold af A-vitamin har i nogle undersøgelser vist at hæmme optagelsen af E-vitamin. Dette skyldes, at enzymet carboxyl ester hydrolase har en større affinitet for retinyl-acetat end for alfa-tocoferyl-acetat (syntetisk E-vitamin), mens andre undersøgelser ikke kan bekræfte denne sammenhæng [2], [3].

Specielle forhold

Leveren oplagrer A-vitamin. Ved stor overdosering af vitamin A er der til tider fundet et meget højt indhold af A-vitamin i lever, specielt hos søer, hvorfor Levnedsmiddelstyrelsen i perioder har rejst tvivl om, hvorvidt svinelever kan bruges som fersk fødevare.

Den danske norm for A-vitamin er fastsat ud fra en række forsøg, og som en sikkerhed er der lagt 50 procent ovenpå det vurderede behov for at sikre, at der ikke sker underforsyning med A-vitamin. Alligevel er der ofte tradition for at tildele ekstra A-vitamin eller beta karotin - specielt til søer. Samtlige forsøg inklusiv et par danske [4], [5], [6] viser, at der ikke er grund til at tildele mere A-vitamin end angivet i den danske norm.

Nyere udenlandske undersøgelser viser, at kuldstørrelsen og reproduktion generelt forbedres via injektion med ekstra A-vitamin. Disse undersøgelser har dog været så begrænsede i omfang, at resultaterne ikke tillægges nogen værdi, og derfor ikke danner baggrund for at ændre den danske norm.

En mindre undersøgelse viser, at både vitamin A og vitamin E også er stabile i vådfoder [7].

» Grundlag for vitaminer

» Norm for vitaminer
   

Fedtopløselig vitamin:

Vandopløselig vitamin:

 

» Vitamin A

 

» Vitamin B1, Thiamin

 

» Beta-karotin

 

» Vitamin B2, Riboflavin

 

» Vitamin D

 

» Vitamin B6, Pyridoxin

 

» Vitamin E

 

» Vitamin B3, Niacin

 

» Vitamin K

 

» Vitamin B5, Pantothensyre

 

 

 

» Vitamin H, Biotin

 

 

 

» Folinsyre

 

 

 

» Vitamin B12, Cyanocobalamin

 

 

 

» Cholin

 

 

 

» Vitamin C, ascorbinsyre

   

Reference

[1]

Lüdke, H., F. Schöner, A. Hennig, W. Seffner og G. Steinbach, (1985). Untersuchungen zum Vitamin A Badarf des wachsenden Schweines 3. Mitteilung. Der Einfluss der Vitamin A Versorgung auf den Gesundheitzustand von Ferkeln und Mastschweinen. Arch. Tierernähr., Berlin 35, (1985) 2, 97-108.

[2]

Hoppe, P.P., og F.J. Schöner (1993). Einfliss der A-vitamin-Versorgung von ferkeln auf die A-vitamin-Retention in der Leber und den alfa-Tocopherol-Gehalt von Plasma und Geweben. Mh. Vet.-Med. 48 (1993): 67-70.

[3]

Anderson, L.E., R.O. Myer, J.H. Brendemuhl og L.R. McDowell (1995). The effect of Excessive Dietary Vitamin A on Performance and Vitamin E Status in Swine Fed Diets Varying in Dietary Vitamin E. J. Anim. Sci. 1995. 73: 1093-1098.

[4]

Poulsen, K. (1988). A- og E-vitaminer til pattegrise. Meddelelse nr. 145, Landsudvalget for Svin.

[5]

Sørensen, G. (1992). Beta-karotin i foder til søer. Meddelelse nr. 239, Landsudvalget for Svin.

[6]

Sørensen, G. (1993). Beta-karotin i foder til søer II. Meddelelse nr. 263, Landsudvalget for Svin.

[7]

Kjeldsen, N. (1990). Stabilitet af A- og E-vitamin i vådfoder. Erfaring nr. 9007, Landsudvalget for Svin.

[8]

Albers, N., G. Gotterbarm, W. Himbeck, T. Keller, J. J. Seehawer, T.D. Tran (2002) Vitamins in animal nutrition. Publish: Arbeitsgemeinschaft für Wirkstoffe in der Tierernährung.

[9]

Reese, D. E. (1999). Nutrient deficiencies and excesses. Diseases of Swine edt. Straw, B.E., D’Allaire, S., Mengeling W.L., Taylor, D.J. 8th edition, Blackwell Science Ltd.

Oxidation
Kemisk proces hvor ilt binder sig til et grundstof eller en kemisk forbindelse - fx harsker luftens ilt fedt ved en oxidation hvis fedtet ikke er beskyttet af en antioxidant.
Vekselvirkning
Betyder samspil - fx kan to forskellige mineraler i organismen indbyrdes påvirke hinanden. Dette begreb bruges også inden for statistik, hvor det betyder, at der opnås forskellige resultater under samme forhold - fx at en behandling i to besætninger virker forskelligt.
Degeneration
Et udtryk for henfald kropsvæv eller organer.
Plasma
En letflydende væske - fx blod eller muskelplasma.
Hydrolyseres
Hydrolyse betyder, at der under spaltning af en kemisk forbindelse bindes vand. En hydrolyse sættes ofte i gang af en katalysator som fx enzymer.
Implantation
Et led i fosternes udviklingen, hvor fosterhinderne fæstner sig til børen. Begynder på 14-15 dagen i drægtigheden.
i.e.
"International enhed" er et udtryk for vitaminets vægtenhed. Vitamin A: 5.000 i.e. = 1 milligram retinol og for vitamin D: 200 i.e. = 5 mikrogram cholecalciferol.
Provitamin
Forstadium til et vitamin. Når organismen tilføres provitaminer, kan den selv danne et omsætteligt vitamin ud fra provitaminet.
Enzym
Enzymer virker som katalysatorer, hvor de indgår i nedbrydning, opbygning, mm. af organisk materiale. Fx nedbryder enzymer foderets bestanddele i så små enheder, at næringsstofferne kan optages gennem tarmkanalen.
Antioxidant
Et stof der tilsættes fx fedtstoffer for at hindre luftens ilt i at harske/nedbryde fedtstoffet.
Ansvar / Copyright: Landbrug og Fødevarer, Dansk Svineproduktion - Axeltorv 3 - 1609 København V
Tlf: 3373 2700 - Fax: 3311 2545 - e-post: DSP-info@lf.dk