Institution:	Dansk Svineproduktion, Landscentret
Fagligt ansvar:	Niels Morten  Sloth
Sidst revideret:	30.03.2005
Dyregruppe:	Slagtesvin, Smågrise, Søer, Ungsvin
Symptom:	Diarré, Foderforbrug højt, Kødprocent lav, Mælkeydelse lav, Tilvækst lav

Sammendrag

Grise har ikke behov for selve proteinet, men derimod for de aminosyrer, der enten er bundet i foderprotein eller tilsat som frie aminosyrer.

For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre, og denne mangel kan begrænse udnyttelsen af de øvrige aminosyrer.

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel. Proteinfordøjeligheden regnes hovedsageligt efter internationale tabelværdier, dog beregnes proteinfordøjeligheden på korn (bortset fra rug) samt enkelte andre fodermidler ud fra aktuelt råproteinindhold og in vitro analyser af fodermidlet.

Ved sammensætning af foderblandinger med proteinindhold under de anbefalede minimumsgrænser vil det – afhængigt af råvarevalget – være nødvendigt at fokusere på alle de livsnødvendige aminosyrer. Her kan der fx vælges imellem disse to strategier:

1. At nedsætte kravene til lysin, methionin, treonin og tryptofan forholdsmæssigt til reduktionen af råproteinindholdet under anbefalingerne. Således undgås spild af tilsatte aminosyrer som følge af mangel på de sidste seks livsnødvendige aminosyrer. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive ringere end deres potentiale, men med de nuværende prisrelationer kan denne strategi være den optimale – det vil sige det bedste økonomiske resultat.
2. At overholde normerne for alle 11 livsnødvendige aminosyrer enten via dyrt råvarevalg og/eller dyr tilsætning af isoleucin, leucin, histidin, fenylalanin og valin. Her forventes grisenes produktionsresultater at blive på højde med deres potentiale, og her vil der kunne opnås maksimal – men ikke nødvendigvis optimal produktivitet.

Beskrivelse

Protein består af en eller flere polypeptidkæder, som indeholder op til flere hundrede aminosyrer. I alt er der kun 20 forskellige aminosyrer, hvoraf 11 er livsnødvendige (essentielle). De øvrige aminosyrer kan frit dannes ud fra andre aminosyrer i organismen. Grise har ikke behov for selve proteinet, men derimod for de aminosyrer, der enten er bundet i foderprotein eller tilsat som frie aminosyrer.

Tabel 1. Livsnødvendige aminosyrer
- Lysin           - Methionin           - Cystin*           - Treonin           - Tryptofan           - Isoleucin	- Leucin - Valin - Fenylalanin - Tyrosin - Histidin
* Cystin og methionin kan delvis erstatte hinanden, hvorfor cystin ikke er livsnødvendigt, hvis der er tilstrækkelig methionin.

For alle foderstoffer angives indhold af "råprotein". Råprotein omfatter både protein og andre stoffer i foderet, som indeholder kvælstof (amidstoffer).

Mængden af råprotein i foder er defineret som mængden af kvælstof × 6,25. Det er dog kun det egentlige protein, der kan udnyttes af dyrene.

Kvalitet

Proteinkvalitet er et udtryk for foderets indhold og sammensætning af aminosyrer. For at opnå maksimal vækst og produktion skal grise have dækket deres behov for bestemte aminosyrer, men hvis en aminosyre i et foder er tilstede i en lavere mængde end grisenes behov, kaldes det den begrænsende aminosyre. Ved sammensætning af foder skal man derfor have et godt kendskab til de enkelte råvarers indhold af aminosyrer og protein samt dets fordøjelighed.

Figur 1.	Daglig tilvækst som følge af foderets indhold af lysin - smågrise 8-25 kg (Kilde: Gatel & Grosjean, 1990, billede nr. 6406)

Proteinkvalitet kan vurderes ud fra følgende:

• Indhold af aminosyrer måles ved analyse
     
• Tilsyneladende fordøjeligt råprotein (TF) = råprotein i foder ÷ råprotein i gødning. Korrigeres for indhold af råprotein i gødning, der stammer fra fordøjelsessekreter, findes den sande fordøjelighed, også kaldet den standardiserede fordøjelighed (SF).
     
• Biologisk værdi (BV) er et mål for sammensætning af aminosyrer i fordøjet råprotein. Nettoproteinudnyttelse (NPU) afhænger af aminosyresammensætning. NPU = SF × BV.

Proteinvurderingssystemet

Siden 2002 er det danske proteinvurderingssystem baseret på den standardiserede fordøjelighed af protein og af de enkelte aminosyrer, hvilket betyder, at der er en fordøjelighed pr. aminosyre pr. fodermiddel.

De relevante aminosyrefordøjeligheder kan findes på to måder. Den første metode er at korrigere tilsyneladende fordøjeligheder fundet i forsøg med grise for det basale endogene tab, hvorved man får tabelværdier for den standardiserede fordøjelighed af råprotein og de enkelte aminosyrer for hvert fodermiddel. Den anden metode er at tage udgangspunkt i den in vitro bestemte reelle fordøjelighed og derfra trække det fodermiddelspecifikke ekstra endogene tab.

Tabelværdier som basis

Der findes flere internationale tabelværker over standardiserede fordøjeligheder. Vi har valgt at tage udgangspunkt i en dansk Ph.D.-afhandling ved Carsten Pedersen, Danmarks JordbrugsForskning, 2001. I denne afhandling er dels samlet resultater fra de andre tabelværker, dels er der lavet et selvstændigt bud ud fra de originale tilsyneladende fordøjeligheder ved at tage hensyn til, at der er forskel i det endogene tab ved forskellige teknikker til bestemmelse af tyndtarmsfordøjelighed. Sidstnævnte tabelværdier betragter vi som de pt. bedste bud på tabelværdier.

Fordelen ved at basere systemet på sådanne tabelværdier ud fra griseforsøg er, at der automatisk tages hensyn til specielle faktorer for det givne fodermiddel, som fx at lysin sidder i skaldelen af korn og derfor fordøjes dårligere end gennemsnitlig protein fra korn.

Ulempen ved kun at basere systemet på tabelværdier er, at der ikke kan tages hensyn til, at fordøjeligheden afhænger af proteinindholdet i det givne fodermiddel.

Dette er specielt et problem for korn, hvor der er det problem, at fordøjelsesforsøgene er udført med korn med højere proteinindhold end dansk korn. Herved vil de internationale tabelværdier overvurdere fordøjeligheden i forhold til dansk korn.

Beregning af fordøjelige aminosyrer ud fra in vitro

Det har vist sig, at det er muligt med god tilnærmelse at beregne de enkelte aminosyrers fordøjelighed ud fra to in vitro målinger, nemlig EFNi og EFOSi.

Mængden af standardiseret fordøjet råprotein kan beregnes med følgende ligning:

	(reelt fordøjet)	(endogent tab)
Standardiseret fordøjeligt råprotein =	Råprotein × EFNi / 100 ÷ 0,66 × UTSi

hvor

Råprotein × EFNi/100 =  Det reelt fordøjelige råprotein
0,66 × UTSi               =  Det fodermiddelspecifikke ekstra endogene tab

UTSi (Ufordøjelig tørstof ved ileum), beregnes med følgende ligning:

UTSi, % af ts = Org.stof, % af ts. × (100÷EFOSi)/100 + Råfedt, % af ts. × (100÷FKråfedt)/100 + aske, % af ts. × 0,3

I ligningen indgår følgende:

• Ufordøjeligt organisk stof målt in vitro + korrektion for, at EFOSi-metoden måler fedt som 100 pct. fordøjelig, selv om fordøjeligheden er lavere, + mængden af ufordøjelig aske, hvor der er forudsat en ufordøjelighed af aske på 30 pct.
• Ud fra samme ligning til beregning af standardiseret fordøjelig råprotein kan de enkelte aminosyrers fordøjelighed beregnes ud fra to antagelser:
• • Den reelle fordøjelighed af de enkelte aminosyrer er lig den reelle proteinfordøjelighed
  • Sammensætningen af det endogene protein er konstant, således at det endogene tab af en given aminosyre = Konstant × UTSi.

Som eksempel kan et fodermiddel eller en blandings indhold af fordøjeligt lysin bestemmes som:

Standardiseret ford. lysin, g/kg ts. = Lysin g/kg ts. × EFNi/100 ÷ 0,02 × UTSi

    

Fordelen ved at basere systemet på in vitro analyser er, at det er kontrollerbart og at man kan bestemme fordøjeligheden i ukendte fodermidler uden at skulle gennemføre et fordøjelighedsforsøg. Det er samtidig en fordel, at der automatisk tages hensyn til proteinindholdet, således vil fordøjelighederne falde, hvis proteinindholdet falder.

Ulempen ved kun at basere beregningerne på in vitro værdier er, at standardligninger, som skal gælde på tværs af alle fodermidler, ikke kan tage hensyn til specielle forhold for de enkelte fodermidler. Det er således ikke umiddelbart muligt at tage hensyn til, at fodermidler som fx rug og ærter, der indeholder antinutritionelle faktorer, medfører større endogent tab end man finder ud fra den generelle ligning. Man vil med andre ord være nødt til at se bort fra veldokumenteret viden om de enkelte fodermidler.

Valg af beregningssystem

Efter vurdering af fordele og ulemper og den praktiske betydning af svaghederne ved faste tabelværdier henholdsvis et in vitro baseret system, er det besluttet at anvende følgende beregningssystem:

1.	Råproteinets fordøjelighed
	Der anvendes en tabelværdi for hovedparten af fodermidlerne. (internationale tabelværdier sammenholdt ved Pedersen, 2001)
	Dog beregnes råproteinets fordøjelighed for følgende fodermidler: Byg, hvede, havre, tritikale samt biprodukter af disse kornarter Citruskvas, pektinfoder, lucerne-, græsmarks- og helsædsprodukter og desuden kolbemajs.
	Proteinfordøjeligheden beregnes med ligningen:
	FKråprotein = (Råprotein, g pr. kg ts. × EFNi/100 ÷ 0,66 × UTSi)/råprotein g/kg ts.
	For fiskeprodukter er beregningen af råproteinets fordøjelighed:
	FKråprotein = 92 hvis EFOS er større end 95 pct. FKråprotein = EFOS ÷ 3 hvis EFOS er mindre eller lig med 95 pct.
2.	De enkelte aminosyrers fordøjelighed angives som en procent af råproteinets fordøjelighed ud fra de internationale tabelværdier. For eksempel vil en lysinfordøjelighed på 75 og en proteinfordøjelighed på 80 give en procent på 75/80 × 100 = 94. For et sådant fodermiddel beregnes standardiseret fordøjeligt lysin som følger:
	Standardiseret ford. lysin = Lysin g/kg ts x FKråprotein/100 × 94/100.
	Fordelen ved denne model er, at aminosyrernes fordøjelighed automatisk ændres, når man ændrer proteinets fordøjelighed.
3.	For fodermidler, som ikke har en forsøgsbestemt tabelværdi, beregnes fordøjeligheden af de enkelte aminosyrer ud fra de generelle ligninger fra in vitro. Man skal blot kende proteinindhold, EFNi og UTSi.

    

Ideel aminosyresammensætning

Grisen bruger ikke aminosyrerne enkeltvis, men derimod som en blanding af livsnødvendige og ikke-livsnødvendige aminosyrer med det formål at danne protein. Hvis blot en af de livsnødvendige aminosyrer ikke findes i tilstrækkelig mængde udnyttes proteinet dårligere, ligesom underskud (eller overskud) af en aminosyre i forhold til de øvrige aminosyrer reducerer udnyttelsen af protein – jf. figur 2.

Figur 2.	Sammenhæng mellem sammensætning og udnyttelse af fordøjeligt protein (tegning: Landsudvalget for Svin, billede nr. 6407)

   

Den reelle værdi af foderprotein bestemmes ud fra indhold af den mest begrænsende aminosyre i forhold til idealproteinets indhold af den pågældende aminosyre.

Tabel 2. Bestemmelse af proteinets biologiske værdi (BV) i et blandet foder (16 pct. råprotein og 1,10 FEsv/kg)
Livsnødvendigt aminosyre	g ford. Indhold pr. FEsv	g ford. indhold/kg protein i foderet (A)	Idealprotein (g/kg) (B)	Biologisk Værdi (A/B)
Lysin	7,4	51	70	0,73
Meth.+Cys.	4,3	30	40	0,75
Treonin	4,9	34	45	0,76
Tryptophan	1,7	12	15	0,80
Proteinets biologiske værdi er den laveste værdi i kolonnen A/B (0,73).
I dette eksempel er lysin den mest begrænsende aminosyre. Den maksimale udnyttelse af det fra tyndtarmen absorberede protein er således 0,73. Det vil sige, at 73 pct. af det absorberede protein kan bruges til vedligehold og syntese af protein. De resterende 27 pct. bliver nedbrudt i leveren og udskilt via urinen. Reduktion af foderets råproteinindhold evt. valg af proteinkilder med højere fordøjelighed samtidig med tilsætning af frie livsnødvendige aminosyrer op til normen for den pågældende dyregruppe, vil således øge den biologiske værdi af foderblandingens protein.

Hvis foderprotein har en sammensætning af aminosyrer, som svarer til grisenes behov, har det en høj biologisk værdi, og det betegnes som "idealprotein" - jf. tabel 3.

Tabel 3. Idealprotein for grise i vækst samt for søer [29]
Aminosyre	g/kg idealprotein
Lysin	71
Methionin	18
Methionin + Cystin	36*
Treonin	46
Tryptophan	12
Histidin	25
Isoleucin	41
Leucin	81
Fenylalanin	39
Fenylalanin + Tyrosin	81*
Valin	54
Livsvigtige aminosyrer i alt	435
Øvrige aminosyrer i alt	565
* Mindst halvdelen som førstnævnte aminosyre

Frie aminosyrer

Fire aminosyrer fremstilles kommercielt til brug i foder og forhandles som L-lysin, HCL; L-treonin; L-tryptofan og DL-methionin. Syntetisk methionin findes udover som DL-methionin også i form af en methioninanalog. En rapport fra Holland angiver, at den relative værdi mellem DL-methionin og methioninanalogen er 72 procent på produktbasis [35]. De øvrige aminosyrer fremstilles primært til humant brug (fx kosttilskud til bodybuildere) og prisen for disse er ofte 10 til 40 gange højere end prisen for L-lysin. 

Nogle aminosyrer (fx lysin, treonin og tryptofan) produceres ved mikrobiel forgæring. Produktionen sker ud fra specielle bakteriers evne til at omsætte sukkersubstrat til aminosyrer. Andre aminosyrer (fx methionin) fremstilles ved en kemisk proces. Disse frie aminosyrer tilsættes typisk foderet for at opnå et optimalt niveau af livsvigtige aminosyrer samt for at forbedre den biologiske værdi af foderblandingens protein. Brug af aminosyrer er især aktuel i foderblandinger med et lavt indhold af råprotein.

Frie aminosyrer anses for at have en fordøjelighed på 100 procent. Frie aminosyrer fås enten som ren vare eller som en forblanding med hvedeklid, hvedestrømel eller almindelig kridt, hvori en aminosyre indgår med forskellig koncentration. Aminosyren indgår typisk med 30, 40 eller 50 procent Opblandingen mindsker risikoen for stor blandeusikkerhed i forbindelse med hjemmeblanding.

Tabel 4. Frie aminosyrer
Aminosyre	Indhold af ren aminosyre, pct.
Lysin 100, HCl	78% L-Lys
Lysin 40, HCl	32% L-Lys
Methionin 100	100% DL-Met
Methionin 40	40% DL-Met
Tryptophan 40	40% L-Trp
Treonin 50	50% L-Thr

   

Ved brug af frit lysin skal man huske, at der angives indhold af lysinchlorid og ikke indhold af den rene aminosyre, hvorfor det rene indhold af lysin kun udgør ca. 78 procent.

Tabel 5 viser det kemiske indhold af den ublandede vare for hver af aminosyrerne. Ved udarbejdelse af foderplaner skal der derfor tages højde for blandeforhold og det kemiske indhold i det medie, aminosyrerne er opblandet i.

Tabel 5. Kemisk indhold for “100 pct. varen” af aminosyrer er angivet på baggrund af oplysninger fra Orffa Danmark A/S og Løven Agro
Kemisk indhold*	L-Lysin	L-Threonin	L-Tryptofan	DL-Methionin
Min. indhold, pct.	78 - 80	98 - 100	98 - 100	100
Ford. råp. (N×6,25), pct.	93,4 - 95,8	72 - 73,7	84 - 85,7	59
FEsv/100 kg vare	104	134	133	134
Ford. (EFOS), pct.	100	100	100	100
* De opgivne værdier er indikative. EFOS-værdierne (den laveste værdi) er for de første tre aminosyrer bestemt på Forskningscenter Foulum for Orffa Danmark.

I fermenteret vådfoder er der risiko for tab af de syntetiske aminosyrer.

Iblanding i foder

Ved iblanding af frie aminosyrer, bør der bruges forblandinger med en koncentration på 40-50 procent, da der ofte kun iblandes 0,1-0,2 procent aminosyre i et foder. Der kræves ingen speciel beskyttelse ved håndtering af frie aminosyrer. Det anbefales dog at anvende handsker.

Vejledende aminosyrenormer

Normerne for aminosyrer angiver det minimumsindhold, som skønnes nødvendigt for at sikre optimal produktion. Til gengæld er der ingen positiv effekt på daglig tilvækst (jf. figur 1) eller foderudnyttelse (jf. figur 3) ved at øge indholdet af aminosyrer udover den anbefalede norm. Normerne til smågrise, ung- og slagtesvin er baseret på ædelyst.

Figur 3.	Foderudnyttelsen som følge af foderets indhold af lysin - smågrise 8-25 kg (Kilde: Gatel & Grosjean, 1990, billede nr. 6408)

Normen til smågrise er vist i tabel 6 og er revideret ud fra de nyeste forsøg med aminosyrer til smågrise [11], [13], [14], [19], [33], [37].

Ved normen til søer (også tabel 6) gælder, at når samme blanding anvendes til både drægtige og diegivende søer, skal normen til diegivende søer bruges [12], [15], [17].

Tabel 6.

Aminosyrenormer til søer og smågrise, g ford. pr. foderenhed

Interval, kg	6-9 kg	9-20 kg	9-30 kg	20-30 kg	% af lysin*
Lysin	11,0	10,6	10,4	10,0	100**
Methionin	3,5	3,4	3,3	3,2	32
Methionin +Cystin	5,9	5,7	5,6	5,4	54
Treonin	6,7	6,5	6,3	6,1	61
Tryptofan	2,15	2,07	2,03	1,95	19,5**
Isoleucin	6,4	6,1	6,0	5,8	58
Leucin	11,2	10,8	10,6	10,2	102
Histidin	3,7	3,6	3,5	3,4	34
Fenylalanin	6,3	6,0	5,9	5,7	57
Fenylalanin+tyrosin	12,2	11,8	11,5	11,1	111
Valin	7,7	7,4	7,3	7,0	70
Råprotein, minimum	158	153	150	145
Råprotein, maksimum	170	165	162	157

*

Ved andre lysinniveauer / vægtintervaller end de angivne bør man altid sikre sig, at idealproteinets sammensætning er overholdt.

**

Aminosyrenormerne er det niveau, som under normale prisforhold vil sikre maksimalt dækningsbidrag i besætninger med god sundhedstilstand. Forsøg har vist, at maksimal produktivitet opnås ved at øge normen med ca. 5 pct. (alle aminosyrer), og derved kan der forventes en bedre foderudnyttelse og en øget daglig tilvækst på 1-2 pct. De gældende normer for tryptofan til smågrise er fastsat ud fra optimalt dækningsbidrag, dvs. at prisen for tilsætning af tryptofan er inkluderet i vurderingen. Forsøgene har vist, at der opnås maksimal produktivitet ved at øge normen fra de nuværende ca. 19,5 pct. til 22 pct. af lysinnormen (hvilket svarer til ca. 0,25 g fordøjelig tryptofan mere end angivet i tabellen). Ved at gå fra 19,5 pct. til 22 pct. kan der forventes en ca. 2 pct. bedre foderudnyttelse og ca. 4 pct. øget daglig tilvækst. Det anbefales at øge indholdet af tryptofan til dette niveau, såfremt forøgelsen i foderets pris ikke bliver større end at der stadig er et plus på bundlinjen ud fra den forventede produktivitet.

 

Normen vist i tabel 7 til slagtesvin er ens for både so/galt og hangrise. I de forskellige vægtgrupper svarer normerne til grisenes behov i den første tredjedel af vægtintervallet [16], [18]. I normen for aminosyrer er der angivet grænser for blandingens indhold af råprotein. Såfremt minimumsgrænserne for protein overholdes, er der normalt sikret en tilstrækkelig forsyning af de seks sidste aminosyrer, som ikke normalt tilsættes i form af frie aminosyrer.

Tabel 7.

Aminosyrenormer til ung- og slagtesvin, g ford. pr. FEsv

Interval, kg	20-45	30-45	30-55	30-105 45-65	45-105 55-75	55-105	65-105	75-105 65-110	% af lysin*
Lysin	8,7	7,9	7,7	7,4	7,1	6,9	6,7	6,4	100
Methionin	2,7	2,4	2,4	2,3	2,2	2,1	2,1	2,0	31
Met+Cys	4,9	4,5	4,4	4,3	4,2	4,1	4,0	3,8	56-60
Treonin	5,5	5,1	5,0	4,9	4,7	4,6	4,5	4,4	63-67
Tryptofan	1,7	1,5	1,45	1,4	1,35	1,3	1,3	1,25	19
Isoleucin	5,0	4,6	4,5	4,3	4,1	4,0	3,9	3,8	58
Leucin	8,9	8,1	7,9	7,5	7,2	7,0	6,8	6,5	102
Histidin	3,0	2,8	2,8	2,7	2,6	2,6	2,5	2,4	35-37
Fenylalanin	5,1	4,7	4,6	4,5	4,3	4,2	4,1	3,9	59-61
Fen+tyrosin	10,0	9,2	9,0	8,6	8,3	8,1	7,9	7,6	115-118
Valin	6,1	5,5	5,4	5,2	5,0	4,8	4,7	4,5	70
Råprotein, minimum	140	135	133	130	127	125	122	118

*Anbefalingen er at bruge de angivne normer og den profil (pct. af lysin), som passer til et givent vægtinterval

 

Ved sammensætning af foderblandinger med proteinindhold under de anbefalede minimumsgrænser vil det – afhængigt af råvarevalget – være nødvendigt at fokusere på alle de livsnødvendige aminosyrer. Her kan der fx vælges imellem disse to strategier:

1. At nedsætte kravene til lysin, methionin, treonin og tryptofan forholdsmæssigt til reduktionen af råproteinindholdet under anbefalingerne. Således undgås spild af tilsatte aminosyrer som følge af mangel på de sidste seks livsnødvendige aminosyrer.
2. At overholde normerne for alle 11 livsnødvendige aminosyrer enten via dyrt råvarevalg eller dyr tilsætning af isoleucin, leucin, histidin, fenylalanin og valin.

Vurdering

Vurdering af normer for protein og aminosyrer er yderligere baseret på forsøg og erfaring fra følgende kilder:

Orner:	[1].
Slagtesvin:	[2],[3],[4],[8],[20],[25],[26],[27],[30],[32],[34].
Søer:	[5],[6],[7],[23],[24].
Smågrise:	[9],[10],[21],[22],[33].

Under danske fodringsforhold er det aminosyrerne lysin, methionin, treonin og i visse tilfælde tryptofan der hyppigst er i underskud, hvis de ikke tilsættes foderet. Ved smågrisefoder med meget lavt proteinindhold kan det være alle essentielle aminosyrer. Følgende figur [22] viser effekten af en begrænsende aminosyre med og uden tilsætning af treonin.

Figur 4.	Udslag for tilsætning af treonin. Forholdstal for tilvækst i perioden 5-7 uger. Ved 175 g ford. protein pr. FEs er treonin ikke begrænsende, da tilvæksten er den samme i de to grupper. I grupperne med lavere indhold af ford. protein begrænser treonin tilvæksten, idet gruppen med treonin har højere tilvækst end grupperne uden treonin [22] (billede nr. 6409)

    

Specielle forhold

Hvis grise har god udnyttelse af protein i foder, reduceres foderforbruget og samtidig mindskes udledningen af kvælstof til naturen. Udnyttelsen af protein øges ved: 1) at vælge proteinråvarer med høj fordøjelighed (fx sojaskrå frem for kokoskager) og/eller ved 2) at tilsætte frie aminosyrer.

Et særligt problem med protein er udledning af kvælstof til naturen. For eksempel udnytter slagtesvin mellem 39 til 43 procent af foderproteinerne til at producere kød, fedt og knoglevæv, mens det ufordøjede råprotein udskilles via gødningen. Desuden udnytter grisen ikke alle de absorberede aminosyrer, da disse er i overskud i forhold til grisenes behov. Disse nedbrydes i leveren og udskilles som urinstof via urinen.

Udledning af kvælstof via gødning eller urin reduceres hos slagtesvin ved at sænke indholdet af protein til fx 130 g standardiseret fordøjeligt råprotein pr. FEsv i foderet og samtidig forbedre proteinkvaliteten [27]. Brug af fasefodring og cafeteria-fodring [28] kan ligeledes reducere udledningen af kvælstof ca. 5 procent. Forsøg har dog vist, at både fasefodring og cafeteria-fodring kan give et ringere økonomisk resultat. Følgende øvrige kilder omtaler udskillelse af kvælstof: [17], [20], [23], [31].

Rotter og svin fordøjer de fleste foderstoffer næsten ens, og derfor kan resultater af målinger på rotter overføres på svin. Denne sammenhæng illustreres ved, at der i forsøg er fundet en korrelation på 0,91 (1 = perfekt sammenhæng). Dertil hører, at fordøjelighedsforsøg med rotter både er hurtigere og billigere at udføre end forsøg med svin.

Årsag til problem

Et højt indhold af protein i foder giver i visse tilfælde fordøjelsesforstyrrelser [19], [21].

Modsat kan et lavt proteinindhold i foder medføre underskud af en eller flere af de livsnødvendige aminosyrer i forhold til behov, hvilket giver sig udslag i nedsat tilvækst, øget foderforbrug, lavere kødprocent eller lavere mælkeydelse – jf. tabel 8.

Tabel 8.

Betydning af den første begrænsende aminosyre (tommelfingerregel)

5 pct. Underindhold betyder:	Smågrise, 7-30 kg	Slagtesvin, 30-100 kg
Daglig tilvækst, g	÷ 14	÷ 15
Øget foderforbrug, FEsv pr. kg tilvækst	0,04	0,05
Kødprocent, procentenhed	–	÷ 0,3

Erkendelse af problem

• Kødprocenten hos slagtesvin falder pludselig.
• Utrivelige pattegrise og lav fravænningsvægt hos søer i farestalden.
• Resultatet fra en foderanalyse (protein, aminosyrer) afviger fra de forventede niveauer.

Håndtering af problem

• Check, at det rigtige foder udfodres til den rigtige dyregruppe.
• Sørg for, at det rigtige foder leveres i de rigtige siloer ved tydelig mærkning af siloer, indblæsningsrør, indstilling af fordelingshoveder ol.
• Hjemmeblanding: kontroller anlæggets blandesikkerhed samt om der sker væsentlig afblanding.
• Foretag en løbende kontrol af råvarerne. Justér/optimér fodersammensætning ud fra analyser.
• Bestem indhold af tørstof, råprotein og evt. lysin, methionin, cystein og treonin.
• Check at gældende normer overholdes.
• Vær opmærksom på risiko for tab af syntetiske aminosyrer i vådfoder.

Relaterede emne

• Tjekliste ved fravænningsproblemer

Referencer:
[1]	Meding, J.H., Nielsen, H.E. (1977). Forskellige proteinnormers indflydelse på frugtbarheden hos orner, der anvendes til kunstig sædoverføring. Meddelelse nr. 175, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[2]	Hansen, V., Bresson, S., Jensen, A. (1979). Opfodring af sogrise og galte hver for sig eller 2 sogrise og 2 galte pr. sti - forskellig foderstyrke og forskelligt proteinniveau til slagtesvin. Meddelelse nr. 276, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[3]	Laursen, B. (1980). Forskelligt proteinniveau i foderet til slagtesvin af dansk landrace eller yorkshirerace. Meddelelse nr. 312, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[4]	Madsen, A., Mortensen, H.P., Larsen, A.E. (1975). Forskellige foder- og proteinnormer til svin slagtet ved henholdsvis 90 og 120 kg levendevægt. Meddelelse nr. 31, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[5]	Danielsen, V., Larsen, A.E., Linnemann, F., Nielsen, H.E. (1981). Forskellig proteintildeling i en del eller hele drægtighedsperioden til søer af ren race eller krydsning. Meddelelse nr. 398, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[6]	Nielsen, H.E., Danielsen, V. (1983). To energinormer og to proteinnormer til drægtige søer. Meddelelse nr. 461, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[7]	Danielsen, V., Larsen, A.E., Linnemann, F., Nielsen, H.E. (1981). Forskellig proteintildeling i drægtigheds- og diegivningsperioden til søer med 5 ugers fravænning. Meddelelse nr. 399, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[8]	Rasmussen, O.K., Just, A., Hansen, H.L. (1976). Fodermidlernes værdi til svin - 5. Proteinkoncentrationens indflydelse på foderværdien. Meddelelse nr. 103, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[9]	Danielsen, V., Nielsen, H.E. (1976). Forskelligt proteinindhold i tilskudsfoder til pattegrise. Meddelelse nr. 147, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[10]	Eggum, B.O., Chwalibog, A., Danielsen, V. (1987). Behov for protein og aminosyrer til grise fra 8 til 20 kg legemsvægt. Meddelelse nr. 681, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[11]	Danielsen, V. (1992). Treonin til smågrise. Meddelelse nr. 812, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[12]	Danielsen, V. (1992). Lysin til diegivende søer. Meddelelse nr. 817, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[13]	Danielsen, V., Jørgensen, H., Eggum, B.O. (1989). Lysin, methionin og treonin til fravænnede smågrise. Meddelelse nr. 739, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[14]	Hansen, B.I. (1990). Aminosyreniveauer til smågrise. Meddelelse nr. 192, Landsudvalget for Svin.
[15]	Sørensen, G. (1992). Stigende lysinindhold i sofoder. Meddelelse nr. 237, Landsudvalget for Svin.
[16]	Kjeldsen, N. (1992). Aminosyrer til hangrise. Meddelelse nr. 221, Landsudvalget for Svin.
[17]	Sørensen, G. (1995). Aminosyrenorm til drægtige søer. Meddelelse nr. 298, Landsudvalget for Svin.
[18]	Kjeldsen, N. (1989). Aminosyrenormer til ungsvin. Meddelelse nr. 156, Landsudvalget for Svin.
[19]	Hansen, B.I. (1992). Let tilgængelige aminosyrer i foder til smågrise. Meddelelse nr. 223, Landsudvalget for Svin.
[20]	Madsen, A., Mortensen, H.P., Bejerholm, C., Barton, P. (1992). Reduceret protein til svin uden og med tilskud af lysin, treonin og methionin. Meddelelse nr. 830, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[21]	Nielsen, H.E., Danielsen, V., Eggum, B.O., Chwalibog, A. (1983). Foder med lavt proteinindhold og med tilskud af aminosyrerne lysin og methionin til fravænnede grise. Meddelelse nr. 489, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[22]	Nielsen, H.E., Danielsen, V., Eggum, B.O., Chwalibog, A. (1984). Tilskud af aminosyrerne lysin, methionin og treonin til foderblandinger med lavt proteinindhold til fravænnede grise. Meddelelse nr. 545, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[23]	Sørensen, G. (1994). Reduceret indhold af råprotein i sofoder. Meddelelse nr. 283, Landsudvalget for Svin.
[24]	Linnemann, F., Danielsen, V., Laursen, B., Nielsen, H.E. (1978). Animalsk protein sammenlignet med vegetabilsk protein samt to niveauer af protein med tilskud af lysin og methionin til søer. Meddelelse nr. 229, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[25]	Jørgensen, H., Fernández, J.A. (1988). Byg og hvede suppleret med frie aminosyrer eller sojaskrå til svin. Meddelelse nr. 702, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[26]	Madsen, A., Mortensen, H.P. (1981). Overskud af lysin og/eller methionin til slagtesvin. Meddelelse nr. 385, Statens Husdyrbrugsforsøg.
[27]	Nielsen, N.O. (1995). Nedsat proteinindhold i slagtesvinefoder. Meddelelse nr. 307, Landsudvalget for Svin.
[28]	Nielsen, N.O., Callesen, J. (1996). Fasefodring efter cafeteria-princippet. Meddelelse nr. 326, Landsudvalget for Svin.
[29]	Boisen, S., Fernandez, J.A., Madsen, A. (1991). Studies on ideal protein requirement of pigs from 20 to 95 kg live weight. 6th. int. symp. protein metabolism and nutrition, Herning.
[30]	Sloth, N.M. (1998). Slagtesvinefoder med reduceret kvælstofindhold og forhøjet indhold af livsvigtige aminosyrer. Meddelelse nr. 379, Landsudvalget for Svin.
[31]	Sloth, N.M., Tybirk, P., Dahl, J., Christensen, G. (1998). Effekt af formalingsgrad og varmebehandling/pelletering på mavesundhed, salmonella-forebyggelse og produktionsresultater hos slagtesvin. Meddelelse nr. 385, Landsudvalget for Svin.
[32]	Olsen, L.E., Callesen, J., Tybirk, P. (2001). Naturligt indhold af methionin i slagtesvinefoder. Meddelelse nr. 498, Landsudvalget for Svin.
[33]	Maribo, H. (2002). Afprøvning af treonin til smågrise. Meddelelse nr. 549, Landsudvalget for Svin.
[34]	Sloth, N.M., Maribo, H. (2004). Lysin- og treoninforsyning til slagtesvin. Meddelelse nr. 659, Landsudvalget for Svin.
[35]	Jørgensen, L. (2004). Methionin-analoger. Notat nr. 0440, Landsudvalget for Svin.
[36]	Sloth, N.M., Jørgensen, L. (2005). Lavproteinfoder til smågrise. Meddelelse nr. 688, Landsudvalget for Svin.
[37]	Sloth, N.M, Jørgensen, L. (2005). Indhold af leucin og protein i smågrisefoder. Meddelelse nr. 689, Landsudvalget for Svin.